|
| |
|
|
| |
 |
|
| |
|
|
| |
 |
Mere end 120 års historie
Kagedåser til det københavnske hjemmebag i 1880erne, Madam Blå til den hjemmebryggede kaffe i 1930erne og ovale dåser til en af Danmarks største eksportsucceser, skinke. Der går en lige linie gennem disse eksempler. Linien hedder kvalitet, kreativitet og fleksibilitet. Gennem 120 år har Glud & Marstrand bevist, at disse egenskaber er vigtige, når en virksomhed vil opnå og fastholde succes.
Glud & Marstrand er i dag en moderne og innovativ virksomhed, som udbygger sin position på verdensmarkedet. Det sker ved at fokusere på kreativitet, kvalitet og langvarige relationer.
|
Glud & Marstrand blev grundlagt i København i 1879, da blikkenslager Poul Glud sammen med isenkræmmer Troels Marstrand begyndte at producere metalvarer til husholdningsbrug.
Kompagniskabet blev hurtigt en succes, og virksomheden udviklede et vidtrækkende sortiment af brugsgenstande. Kunderne kunne vælge blandt spande, kasseroller, petroleumslamper, kogeapparater, kakkelovnsplader og meget mere. Sidst i 1880’erne blev produktionen udvidet med bliklegetøj. Blandt de tidlige produkter blev det emaljerede køkkentøj med GM-mærket populært, med den velkendte kaffekande, ’Madam blå’, i spidsen – stadig et samlerobjekt selv i moderne husholdninger.
I 1950erne begyndte kunderne for alvor at købe metalemballage. Markedet voksede, og efter en periode med en række udskiftninger i sortiment, adresser og ejerskaber tog G&M et vigtigt skridt ind i det voksende marked ved at starte et samarbejde med American Can Company om teknisk viden.
|
I 1981 skete endnu et ejerskifte – denne gang med langtrækkende betydning. En længere periode med store nedskæringer og dræning af kapitalen havde kraftigt reduceret G&Ms muligheder for at agere på markedet. Efter den tidligere ejers, B&W koncernens, konkurs blev G&M overtaget af LEGO-selskabet Kirkbi A/S.
Ejerskiftet betød, at det igen blev muligt for G&M at foretage de nødvendige og stærkt tiltrængte investeringer i moderne teknik og nye produkter. Samtidig ekspanderede virksomheden ved at opkøbe af nogle af Skandinaviens største virksomheder inden for metalemballage. Opkøbene af Hüttel Emballage i Hedensted, PLM Haustrup i Odense og PLM Lysekil i Sverige skabte grundlaget for, at G&M i dag har en førende position i markedet for metalemballage.
I 2003 har Glud & Marstrand opkøbt virksomheden Skanems enheder, der producerer metalemballage. Disse afdelinger ligger i Skive og Hjallerup.
|
Evnen til at få øje på nye behov og løsninger er central for G&M. Ved at få øje på kundernes behov før andre, vil G&M fastholde sin førerposition på verdensmarkedet for metalemballage. For at være sikre på at være først, etablerede G&M i sidste halvdel af halvfemserne to nye afdelinger, VISIGN og Videncenter. VISIGN blev dannet i 1996, og Videncenter så dagens lys i 1997.
Her arbejder et internationalt team af højtuddannede teknikere og marketingfolk med at læse og tolke de nye markedstrends. Denne viden skaber udgangspunktet for nye emballageløsninger og avancerede teknologiske produktionsmetoder.
|
Glud & Marstrand A/S er i dag Skandinaviens største producent af metalemballage og er blandt de største i Europa.
G&M-gruppen udvikler, producerer og sælger metalemballage primært til kød, mejeriprodukter, fisk, grønt, konfekture, småkager, øl, tobak og skocreme. Dertil udvikler virksomheden dekorativ emballage til en række produkter uden for fødevareindustrien.
Koncernen er hovedleverandør af metalemballage til den danske fødevareindustri – en industri, der har en årlig eksport på mere end 50 mia Dkr. til hele verden.
G&M har fabrikker i Danmark og Sverige med en stor verdensomspændende eksport til kunder i mere end 30 lande.
Hovedkontoret ligger i Løsning og er hjemsted for koncernledelse, økonomi, personale/information, indkøb, kvalitetsstyring og informationsteknologi samt udviklingsafdelingerne VISIGN og Videncenter.
|
|
|
|
|
 |
 |
| |
|
|
|